Kræft og alkohol
Lær om, hvad kræft er og sammenhængen mellem alkohol og kræft
Hvad er kræft?
Kræft er en sygdom, der starter i kroppens celler. Kræftceller opfører sig andeledes end normale celler. De kan dele sig og ødelægge de normale og raske celler. Der er mange forskellige former for kræft, som får navn efter det sted i kroppen, hvor kræften opstår. Det kan f.eks. være brystkræft, lungekræft eller hudkræft. Hver kræftsygdom har sine helt specielle kendetegn med hensyn til risikofaktorer, alder, køn, udbredelse, behandling og overlevelse.
Klik på film-ikonet og se, hvordan kræft opstår, og hvad man selv kan gøre for at mindske sin risiko for kræft.
Den normale celle
Kroppen består af mange milliarder celler, som kan have vidt forskellig størrelse og form. Hver celle har sin plads i kroppen og sin rolle f.eks. hudceller, hjerneceller, muskelceller osv. Cellerne blander sig ikke i hinandens arbejde, men koncentrerer sig om deres eget. Cellerne er specialister på hvert deres område, f.eks. bruger hjernecellerne udelukkende energi på hjernen.
Cellernes liv er fastlagt på forhånd. Når en celle dør, skiftes den ud med en ny celle med de samme egenskaber. Nye celler dannes ved, at de eksisterende celler deler sig. På den måde kan sår heles, blod, hud og slimhinder gendannes og hele organismen fungere. Hver celle holder øje med og er i ligevægt med nabocellerne.
Cellerne er sociale og lytter til kroppens signaler. Når der sker en fejl i en celle, vil den først prøve at reparere sig selv ved hjælp af specielle reparationsenzymer. Hvis cellen ikke kan reparere sig selv, er den programmeret til at ødelægge sig selv. Man siger, at den begår selvmord.
Kræftcellen
Kræftceller er asociale. Og i modsætning til normale celler, lytter de ikke efter kroppens signaler. De begår ikke selvmord, selvom der opstår fejl. I stedet for deler kræftceller sig så mange gange, at der bliver flere og flere af dem. Til sidst kan der dannes så mange kræftceller, at de bliver til en kræftknude.
Fejl i en celle kan opstå af sig selv eller pga. påvirkninger udefra f.eks. fra tobaksrøg, der ødelægger lungecellerne. Men der skal mange ændringer til, for at kræft kan opstå. Cellen arbejder hårdt for at forhindre, at den bliver til en kræftcelle.
Fra normal celle til kræftcelle
Den normale celle har mange barrierer mod kræft. Man kan forestille sig barriererne som trappetrin. Der skal mange ændringer til, før kræftcellen er nået op på det øverste trappetrin.
Hvis kræftcellen bryder den sidste barriere og når op på det sidste trappetrin, er der ikke flere naturlige barrierer. Kroppen kan ikke gøre mere for at forsvare sig mod kræftsygdommen. Derfor må lægerne træde til og bekæmpe kræftsygdommen ved hjælp af forskellige behandlingsmetoder, f.eks. operation eller kemoterapi.
Figur 1. Udviklingen af kræft
Hvad er sammenhængen mellem alkohol og kræft?
Alkohol er kræftfremkaldende. Alkohol øger risikoen for kræft i mundhulen, svælget, struben, spiserøret, leveren, brystet, tyk- og endetarmen. Hvert år rammes mindst 1.100 personer i Danmark af kræft som følge af alkohol. Det svarer til næsten 3 % af alle kræfttilfælde. Risikoen for kræft stiger med mængden af alkohol, der indtages (figur 2).
Hvad vil det sige at have en "øget" risiko for kræft?
Det vil sige, at man har større risiko for at få kræft, jo mere alkohol man drikker. Men der er mange andre faktorer (f.eks. gener, øvrig sundhedsadfærd, tilfældigheder), der også har betydning for udviklingen af kræft, mens andre får kræft, selvom de aldrig har drukket særlig meget. Der er ingen garantier, og derfor snakker vi om en "øget risiko" - alkohol kan være dråben, der får bægeret til at flyde over. Det er vigtigt at understrege, at for den enkelte vil man ikke kunne sige, at vedkommendes kræftsygdom skyldes alkohol.
Lav opgave 1: Kræft i Danmark
Kræft
Kræft er en sygdom, der starter i kroppens celler. Kræftceller opfører sig anderledes end normale celler. De kan dele sig og ødelægge de normale og raske celler. Med tiden kan kræftcellerne udvikle sig til en knude.
Behandling af kræft
Der findes flere forskellige metoder til at behandle kræft. De mest almindelige er operation, strålebehandling og kemoterapi. Lægen vælger den bedst egnede behandling efter at have fundet ud af, hvad det er for en kræftsygdom.
Figur 1. Udviklingen af kræft (klik på figuren for at forstørre billedet)
Figur 2. Forholdet mellem niveauerne af alkoholforbrug og risikoen for 4 kræftformer.
1 genstand svarer til 12 gram ren alkohol. (Klik på figuren for at forstørre billedet)
(tegnet efter Corrao et al. Addiction 2000;95(10):1505-23)
OPGAVE 1: KRÆFT I DANMARK
NORDCAN er en database, der indeholder oplysninger om 50 store kræftformer i de nordiske lande. Databasen viser både, hvor tit de forskellige kræftformer forekommer, og hvor stor dødeligheden er.
Del jer op i grupper med to elever i hver gruppe. Gå ind på NORDCANs hjemmeside.
Gå ind under ”Vælg en kræftform” i venstre margen af hjemmesiden. Vælg én kræftform, der er alkoholrelateret dvs., hvor alkohol øger risikoen for kræftformen f.eks.:
- Mund(hule)
- Spiserør
- Strube
- Bryst
- Lever
Vælg ”Danmark” under ”Vælg et land” og tryk derefter på pdf-ikonet og besvar følgende spørgsmål i hver gruppe:
Hvor mange nye tilfælde af denne kræftform er der i alt pr. år i Danmark?
- Hvilket køn og hvilke aldersgrupper rammes særligt af denne kræftform?
- Hvor stor en andel af alle kræfttilfælde blandt hhv. mænd og kvinder i Danmark udgør kræftformen, som I har valgt?
- Hvor stor er risikoen for at få denne kræftform før 75-årsalderen blandt hhv. mænd og kvinder?
- Hvordan har udviklingen over tid været i den aldersstandardiserede rate for antal nye tilfælde af kræftformen?
- Fremlæg jeres resultater for klassen og diskuter, hvordan alkoholrelateret kræft kan forebygges.